JAGTEN // 2012

Jagten er et brætspil, som er rettet imod børn fra folkeskolens 5. og 6. klassetrin. Målet er at uddanne vores fremtidige sejlere på en sjov og lærerig måde via et sjovt og udfordrende spil, der sætter din basale viden om sejlads på prøve.

Brætspillet blev lanceret sammen med 80 forventningsfulde elever. Spillet blev godt modtaget af alle de fremmødte elever, som på dagen kæmpede om deres egen gratis udgave. Spændingen var især høj hos drengene, som havde svært ved at sidde stille, når deres kompetencer som jæger skulle udfordres.

Der er lagt mange kræfter i at forme spillet specielt til Grønland. Spillepladen og spørgsmålene er udformet , så de er genkendelige for den grønlandske borger. Spillet går ud på at nedlægge byttedyr, som kan være alt fra isbjørne til hvalrosser. Som vi alle ved, er det essentielt, at jægeren har styr på sikkerheden og sit udstyr. Ellers risikerer han at blive sendt tilbage til starten.

Den tilfredse spiludvikler, Christian Kirk Muff, påpeger, at grønlandske børn og unge modtager stor misundelse fra omverdenen på grund af de fantastiske jagtmuligheder, vi har her i landet. Sæt pris på vores unikke naturoplevelser og test dine kompetencer via brætspillet – hav styr på sikkerheden, inden du sejler.

Jagten er udviklet i samarbejde med Empati. Ideen til spillet kommer fra lærerne Jørgen Thompsen og Morten Vittrup.